Når du skal til årskontrol, vil vi gerne, at du medbringer hjemmeblodtryksmålinger over 3 sammenhængende dage.
Du har mulighed for at låne et blodtryksapparat i Ans Lægehus, hvis du ikke selv har et. Du bedes ringe og aftale dette med sekretæren – gerne i god tid.

Du skal måle 3 blodtryk om morgenen og tre blodtryk om aftenen.
Om morgenen er det bedst, hvis du måler inden du spiser morgenmad og/eller drikker kaffe.
Om aftenen er det bedst, hvis du måler inden du spiser aftensmad.
Du må ikke have røget 30 minutter før målingen.

Sæt dig roligt ned og slap af i 5 minutter, inden du starter.
Sørg for at sidde uforstyrret under målingen, og sørg for at sidde bekvemt i stolen uden at have korslagte ben.
Hvil den arm, blodtrykket skal måles på, på et bord. Rul ærmet op og husk, at ærmet ikke må stramme på armen.
Sæt manchetten på overarmen, et par centimeter over albuebøjningen med luftslangen i midten og nedad. Der skal kunne være en finger mellem arm og manchet.
Tryk på start. Du må ikke tale eller bevæge dig under målingen.

Efter endt måling fremkommer 3 tal på skærmen:
– det høje (systoliske) blodtryk
– det lave (diastoliske) blodtryk
– puls.

Skriv resultaterne ind i skemaet.
Hold en pause på et par minutter og mål igen. Dette gøres indtil du har skrevet 3 målinger ned.

Hvis du skal til årskontrol pga. forhøjet blodtryk, skal du også medbringe en urinprøve. Det er vigtigt, at du bruget et rigtigt uringlas til dette. Du kan købe uringlas på apoteket eller du kan få et udleveret i Ans Lægehus.