HPV-vaccination er siden 2009 givet til piger fra 12-års alderen som en del af det almindelige børnevaccinationsprogram. Vaccination sker hos egen læge og består af 2-3 doser. Tilbuddet gælder for piger, der er fyldt 12 år, og vaccinationerne skal være afsluttet inden det fyldte 18. år. Den største effekt opnås ved at vaccinere inden den seksuelle debut. Man regner med, at vaccinen beskytter mod 70 % af tilfælde af livmoderhalskræft, samt at effekten er langvarig. HPV-vaccination beskytter ikke mod alle tilfælde af livmoderhalskræft, derfor vil piger, der bliver HPV-vaccineret, senere blive indkaldt til screening for livmoderhalskræft – ligesom alle andre kvinder.

Du er velkommen til at booke tid hos sygeplejersken, hvis du ønsker en gratis vaccine.

Er du over 18 år og ønsker at blive HPV-vaccineret, er du velkommen til at booke en tid hos lægen.

Kan mænd vaccineres?
Ja, vacciner er også til drenge og mænd. Vaccinen er godkendt som forebyggelse af analcancer og forstadier til analcancer. 
Der tilbydes gratis HPV-vaccination for drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere og indtil det fyldte 18. år, mens det for piger er et tilbud til aldersgruppen 12 og 18 år.

Læs evt. mere om HPV-vaccine på Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts hjemmeside.

HPV catch-up vaccinationsprogram
Tilbuddene om gratis HPV-vaccination mod analkræft er midlertidige, de træder i kraft 1. februar 2020 og slutter 31. december 2021.
Tilbuddet om catch-up HPV-vaccination omfatter:

– Drenge født i perioden 2006 – 30. juni 2007. Dette midlertidige tilbud gælder til 31. december 2021 og supplerer det generelle og permanente HPV-vaccinationsprogram, som gælder for drenge der er født den 1. juli 2007 eller senere. Se bekendtgørelse nr. 54 af 22. januar 2020 om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme m.v.

– Unge mænd, som er tiltrukket af mænd, og som er fyldt 18 år 1. januar 2020 eller senere, men ikke fyldt 26 år før 1. januar 2020.Tilbuddet gælder således mænd, der er tiltrukket af mænd og er født i perioden 1. januar 1994 – 31. december 2003. Tilbuddet frafalder når personen fylder 26 år. Se bekendtgørelse nr. 50 af 22. januar 2020 om midlertidig gratis vaccination mod analkræft (HPV) til unge mænd, der er tiltrukket af mænd.